Jeg vil gerne dele nogle tanker om det russiske sprog, fordi det i Litauen er et af de emner, der meget hurtigt kan udløse stærke følelser. Lad mig sige det med det samme: Dette er ikke en tekst om, at russisk skal forbydes. Men det er heller ikke en tekst med budskabet om, at “et sprog bare er et sprog, så der er slet ikke noget problem”. Virkeligheden er efter min erfaring langt mere kompliceret end begge yderpunkter. Den letteste måde at forklare det på er gennem tre historier fra mit eget liv.
Den første historie
I sommeren 2023 var jeg, som næsten hvert år, på ferie i Litauen. På det tidspunkt havde landet allerede modtaget mange mennesker, der var flygtet fra Ruslands fuldskala-krig mod Ukraine, og en stor del af dem talte russisk. Det generede mig ikke i sig selv, men jeg blev overrasket over beslutningen om midlertidigt at lempe visse krav om litauiskkundskaber for krigsflygtninge. Jeg diskuterede det meget med venner, og der var fornuftige argumenter på begge sider.
Den humanitære logik er åbenlys. Et menneske flygter fra krig, kommer til et fremmed land og har med det samme brug for arbejde, indkomst og et sted at bo. Det ville være absurd at møde vedkommende ved grænsen med en litauisk sprogprøve og sige: Indtil du består den, kan dit liv ikke begynde. Men der er også en anden side. Mange yngre litauere taler i dag ganske enkelt ikke russisk, og det ser jeg ikke som nogen tragedie. Derfor mener jeg, at en person, der går ind i en butik, på et hospital eller i en offentlig institution i Litauen, skal kunne få service på litauisk, som er landets statssprog.
Her begynder det første dilemma. På den ene side taler Litauen meget om modstandskraft over for russisk informations- og kulturpåvirkning, hvilket både historisk og sikkerhedspolitisk er forståeligt. På den anden side skaber vi af helt praktiske grunde flere og flere situationer, hvor russisk igen bliver det letteste fælles sprog. “Kun midlertidigt”, “kun indtil videre”, “indtil folk lærer litauisk” lyder alt sammen logisk. Problemet er bare, at midlertidige ordninger har en mærkelig tendens til at blive permanente.
Og så blev jeg tilfældigvis syg under den samme ferie. Ikke bare forkølet; jeg fik et mærkeligt udslæt og havde brug for en hudlæge. Hvis man kender lidt til det litauiske sundhedsvæsen, kan man nok gætte resten. Det er normalt ikke sådan, at man bare knipser med fingrene og får en speciallægetid næste dag, og privat behandling løser heller ikke altid problemet med det samme.
Jeg befandt mig heller ikke i Vilnius eller Kaunas, men i området omkring Joniškis i det nordlige Litauen, så spørgsmålet var meget praktisk: Hvor finder jeg hurtigt en hudlæge? På det lokale apotek rådede de mig til at køre til hospitalet i Akmenė og henvende mig direkte i modtagelsen. Det gjorde jeg. De fortalte, at der var en hudlæge, som kunne se mig, hvis jeg ventede lidt.
Denne tekst handler ikke om det litauiske sundhedsvæsen, så jeg springer venteværelsesdetaljerne over. Faktisk ventede jeg ikke særlig længe. Den første undersøgelse foregik på russisk: to russisktalende sundhedsmedarbejdere foretog undersøgelsen, mens en litauisktalende medarbejder hjalp med oversættelse, når der var behov for det. Umiddelbart var der ikke noget dramatisk i det.
Men historien blev mere interessant, da jeg kom ind til specialisten. Hudlægen var også russisktalende. Der sad to læger i lokalet, og specialisten talte litauisk med besvær og en tydelig accent. Nogle gange manglede hun et ord, og så hjalp den anden læge. Jeg forstod hurtigt, at det ville være langt lettere for hende at tale russisk, så jeg sagde selv, at hun gerne måtte tale russisk med mig, fordi jeg forstår sproget flydende.
Og her kommer den detalje, der satte sig fast hos mig: Hun skiftede ikke til russisk. Hun fortsatte med at tale litauisk, selv om hun vidste, at vi sandsynligvis kunne kommunikere hurtigere, lettere og mere præcist på russisk. Jeg havde selv tilbudt hende den nemmere løsning, og jeg var netop den patient, for hvem russisk ikke udgjorde noget problem. Alligevel gjorde hun sig umage for at levere sundhedsydelsen på Litauens statssprog.
Til sidst fik jeg efter min vurdering helt normal og kompetent behandling og en recept på den medicin, jeg havde brug for. Bureaukratiet fungerede lidt mindre smidigt, fordi jeg ikke er fast bosiddende i Litauen, så regnskabskontoret skulle først finde ud af, hvordan besøget skulle betales. Til sidst betalte jeg 25 euro og tog videre. Men ét spørgsmål blev hængende: Hvad skal jeg egentlig mene om en læge, hvis litauisk endnu ikke er perfekt, men som insisterer på at bruge sproget, selv når patienten selv tilbyder russisk?
Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at sådan en specialist ikke burde arbejde i Litauen. Hun lærer sproget, gør en reel indsats og har samtidig den faglige viden, jeg havde brug for i præcis det øjeblik. Hvis hun ikke havde været der, kunne jeg måske have ventet endnu en uge eller to på en hudlæge. Så hvad betyder mest i en situation som denne: perfekt litauisk, en reel vilje til at bruge litauisk eller lægens faglige kompetence? Jeg har ikke et enkelt svar. Det er netop derfor, det er et dilemma.
Den anden historie
Lad os nu gå tilbage til de første år efter, at Litauen genoprettede sin uafhængighed fra Sovjetunionen i 1990, omtrent perioden 1992–1997. Jeg var elev på den højere tekniske skole i Klaipėda på en uddannelse, der ikke længere findes, omtrent svarende til en teknisk/junioringeniøruddannelse inden for reparation og vedligeholdelse af biler. Jeg var vokset op i sovjettiden, og russisk var næsten lige så naturligt for mig som litauisk. Sådan var virkeligheden for min generation: Nogle lærte russisk bedre end andre, og jeg var en af dem, der lærte det rigtig godt.
Mit engelsk var også ganske udmærket, faktisk bedre end hos mange jævnaldrende på det tidspunkt, men stadig ikke på samme niveau som mit russisk. Og her kommer den del, som yngre mennesker i dag måske har svært ved at forestille sig: Der fandtes ganske enkelt ikke nok tekniske lærebøger og opslagsværker på litauisk. Jeg taler ikke om almindelige bøger “om biler”, men om den præcise tekniske information, man har brug for, når man studerer mekanik og køretøjsteknik.
Vi havde brug for tabeller over pasninger og tolerancer, afvigelser for aksler og huller, beregninger i teknisk mekanik, kræfter, momenter, spændinger, koefficienter, formler og forskellige referenceværdier. Det krævede lærebøger, standarder og specialiserede håndbøger, og en stor del af materialet fandtes på russisk. Vores undervisere gjorde et enormt arbejde. De stod ikke bare foran klassen og læste op af en bog; de oversatte, forklarede på litauisk og var med til at udvikle og bruge litauisk teknisk terminologi på baggrund af russisksproget materiale.
Selve undervisningen foregik på litauisk, og vi studerede på litauisk, men åbnede man et teknisk opslagsværk, var det ofte russisk. Skulle man finde en tilladt afvigelse, var kilden russisk. Skulle man bruge en tabel for en pasning mellem aksel og hul eller finde data til en mekanisk beregning, var den igen russisk. Vores undervisere måtte i praksis bygge en bro mellem en uddannelse, der allerede var blevet litauisksproget, og en teknisk vidensbase, som stadig i høj grad var arvet fra Sovjetunionen.
Der var endnu en detalje, som kan virke mærkelig i dag. I moderne teknik møder man konstant ISO-standarder og tænker på dem som den naturlige internationale reference. I vores bøger var referencesystemet derimod meget ofte GOST, det sovjetiske system af statslige standarder. En stor del af den tekniske verden, vi blev uddannet i, byggede stadig på GOST frem for den vestlige ISO-ramme. En underviser kunne ikke bare gå ind i en boghandel og bede om den samme specialbog på litauisk og samtidig opdateret til ISO. I mange fag fandtes den ganske enkelt ikke.
Det var vores virkelighed: gammel teknisk litteratur på russisk, standarder baseret på GOST, mens staten, uddannelsessystemet og videnskaben allerede var litauiske og i stigende grad vendte sig mod Vesten. Midt imellem stod vi, de studerende, som stadig skulle uddannes ordentligt. Og det blev vi. Vi gennemførte uddannelsen, fik vores eksamensbeviser og blev mekanikere, teknikere og ingeniører.
Hvad skulle jeg så gøre med den historie i dag — lade som om de bøger aldrig fandtes? Lade som om den viden, jeg fik fra dem, var mindre værd, fordi teksten stod på russisk? Selvfølgelig ikke. Og her kommer det andet dilemma. Et sprog kan være et redskab for besættelse, propaganda og kulturel indflydelse, men nøjagtig det samme sprog kan også være en tabel over tekniske tolerancer. En pasningstabel har ingen politiske holdninger, og en mekanisk formel er fuldstændig ligeglad med, hvilket sprog der blev brugt til at forklare den.
Det grundlæggende problem er ikke forsvundet i dag; engelsk har bare overtaget russisks rolle på mange specialområder. Litauisk bruges naturligvis på universiteter og erhvervsuddannelser, men jo længere man bevæger sig ind i et meget smalt teknisk eller videnskabeligt felt, desto hurtigere møder man begrænsningerne ved et lille sprogområde. Litauen kan fysisk ikke oversætte hver eneste specialbog, manual, standard eller videnskabelige artikel, der udkommer i verden. I dag læser vi ofte producentdokumentation, programmeringsvejledninger og forskning på engelsk; i min ungdom udfyldte russisk en stor del af den samme funktion.
Det rejser et helt andet spørgsmål. Beskytter man litauisk ved at isolere sproget fra andre sprog, eller styrker man det snarere, når et menneske kan fungere fuldt ud på litauisk og samtidig åbne en engelsk, tysk, polsk eller russisk fagbog og hente nyttig viden derfra? At kunne russisk har aldrig gjort mig mindre litauisk. Tværtimod har det givet mig adgang til endnu en informationskilde.
Den tredje historie
Denne sommer kørte vi fra Litauen mod Tjekkiet og stoppede først i Warszawa. Vi bestilte en Bolt, og chaufføren viste sig at være en ung mand fra Tadsjikistan, omkring 21 år gammel og kun lidt ældre end min søn. Han talte russisk og lyttede til en del russisksproget musik, så vi faldt i snak. Han fortalte, at hans storebror også havde boet i Polen, men at han ikke brød sig om at bo der.
Hvorfor? Ifølge chaufføren ville polakkerne ikke tale russisk med hans bror, og det gjorde hverdagen vanskelig. Derfor flyttede broderen til et andet land. Gæt hvorhen. Ja — til Litauen.
Der var noget, der klikkede i mit hoved i det øjeblik. Litauen er stadig et bemærkelsesværdigt bekvemt land for en person, der kan russisk. Man hører russisk blandt sundhedspersonale, Bolt-chauffører, lastbil- og buschauffører, bygningsarbejdere og ansatte i mange servicefag. Og her er det vigtigt at skelne mellem to ting: Når jeg siger “russisktalende”, mener jeg ikke automatisk “russer”.
En russisktalende kan være ukrainer, belarusser, tadsjik, kasakh, moldover eller komme et helt andet sted fra. Et menneske kan være stærkt imod den nuværende russiske regering og stadig bruge russisk hver dag som modersmål eller fællessprog. Det er forskellige ting, som den offentlige debat ofte blander sammen. Vores næste Bolt-chauffør i Warszawa var i øvrigt endnu en tadsjik, og igen talte vi russisk. Det var kun én dag i Polen; vi havde stadig en hel uge i Tjekkiet foran os.
Prag og Karlovy Vary
Prag er en smuk by, og for en person, der har boet i Danmark i mange år, har den en uventet dansk forbindelse: Den berømte danske astronom Tycho Brahe ligger begravet der. Men det, der overraskede mig mest, var noget andet — hvor meget russisk jeg hørte. Der var russisktalende turister, russisktalende lokale og visse steder menukort, reklamer og skilte på russisk. Selv jeg, som taler russisk flydende og bestemt ikke går i panik over at høre sproget, begyndte på et tidspunkt at blive en smule træt af mængden.
Så tog vi videre til Karlovy Vary, og dér var effekten endnu stærkere. Efter nogle dage kan man næsten begynde at spørge sig selv, om man stadig er i Tjekkiet. På dele af hotellet var det lettere at kommunikere på russisk end på engelsk, butikker havde russiske skilte, nogle ansatte var russisktalende, og russisk kunne høres konstant på gaden. Karlovy Vary har selvfølgelig en lang historie som destination for velhavende gæster fra det tidligere Sovjetunionen, så dette opstod ikke i går.
Men det var netop dér, jeg for første gang for alvor begyndte at tænke over, hvordan Litauen kunne se ud om ti eller femten år. Ikke fordi jeg forestiller mig, at Litauen uundgåeligt bliver en slags “lille Rusland”, men fordi mekanismen kan være langt enklere. Sprog breder sig ikke kun, fordi nogen presser dem politisk frem. De breder sig også, fordi de er praktiske.
Hvis en nyankommen kan gå ind i en butik og blive betjent på russisk, bestille en taxa og igen tale russisk, gå til lægen, finde arbejde og ordne en stor del af hverdagen på samme sprog, opstår et meget enkelt spørgsmål: Hvad er så den praktiske motivation for at lære litauisk? Jeg taler ikke om den ideologiske eller moralske motivation. Jeg mener den helt konkrete, praktiske. For mig er det et af de vigtigste punkter i hele diskussionen.
Og så til Danmark
Her kan jeg tilføje en meget personlig sammenligning. Jeg har boet i Danmark i mange år, og dansk er mit daglige arbejdssprog. Taler jeg perfekt dansk? Bestemt ikke. Jeg laver fejl, glemmer nogle gange et ord og kan stadig møde en dialekt, der et kort øjeblik får mig til at spekulere på, om det overhovedet er det samme sprog, som jeg selv har lært.
Men jeg lever og arbejder her selvstændigt. Jeg kan gå i banken og forklare, hvad jeg har brug for, tale med politiet, ringe til kommunen og håndtere forsikring, skat eller andre dagligdags problemer. Mit dansk er måske ikke perfekt, men hvis det er godt nok til, at jeg kan fungere selvstændigt i det danske samfund, er det måske også godt nok. Det synes jeg. Ingen forventer, at jeg skriver som H.C. Andersen; jeg skal bare kunne leve i et land, hvor det fælles samfundssprog er dansk.
Men gæt, hvilket sprog jeg taler med min praktiserende læge. Litauisk. Forklaringen er meget enkel: Vores læge er litauer. Selvfølgelig taler vi litauisk sammen, for når to litauere skal forklare symptomer, smerter og medicinske nuancer, kan vi gøre det langt mere præcist på vores fælles modersmål. Betyder det, at jeg ikke er integreret i Danmark, at jeg ikke respekterer dansk, eller at jeg nægter at lære sproget? Det ville efter min mening være en ret absurd konklusion.
Men netop dette eksempel viser den afgørende forskel. Jeg kan gå til en anden læge i Danmark og kommunikere på dansk. Jeg kan gå i banken, kontakte politiet eller tale med kommunen uden at lede efter en litauer. Litauisk hos min egen læge er en bekvemmelighed, ikke en nødvendighed.
Og her kommer sagen om Linas Slušnys ind i billedet
I begyndelsen af oktober 2026 opstod der i Litauen en offentlig debat om børne- og ungdomspsykiateren Linas Slušnys og en russisktalende teenager, som han havde haft kontakt med. Slušnys sagde selv, at hjælpen blev givet på litauisk, mens medarbejdere fra børnerettighedsområdet, som var til stede, fungerede som tolke. Han har også offentligt sagt, at han bevidst ikke længere taler russisk “af princip”. Det interessante for mig er ikke kun konflikten, men også det bredere spørgsmål om, hvad det fagligt betyder at sige, at en person ikke bruger russisk eller ikke kan kommunikere ordentligt på sproget.
Slušnys begyndte sin lægeuddannelse i slutningen af sovjettiden og afsluttede sin pædiatriske uddannelse i 1996, hvorefter han specialiserede sig i børne- og ungdomspsykiatri. Jeg vil ikke lade som om, jeg ved, hvilken bestemt lærebog han sad med på tredje studieår, eller hvilket sprog hver enkelt forelæsning blev holdt på. Det ved jeg ikke. Men når jeg husker mine egne studier næsten på samme tidspunkt, ville jeg være meget overrasket, hvis en person, der begyndte en lægeuddannelse, mens det sovjetiske system stadig var ved at forsvinde, næsten ikke havde mødt russisk i en faglig sammenhæng.
Det er svært for mig at forestille mig. Jeg studerede teknik, og mine tabeller over pasninger, GOST-standarder og opslagsværker i mekanik var på russisk. Han studerede medicin på et tidspunkt, hvor det sovjetiske sundhedssystem ikke magisk kunne være forsvundet om morgenen den 11. marts 1990, den dag Litauen genoprettede sin uafhængighed. Derfor virker selve spørgsmålet lidt mærkeligt på mig, når debatten ender med, om Slušnys overhovedet kunne tale russisk på et professionelt niveau.
Jeg kan naturligvis ikke vurdere hans nuværende medicinske ordforråd på russisk. Måske har han ikke brugt bestemte fagudtryk i tredive år, og måske er det i dag oprigtigt meget lettere for ham at tale om diagnoser, symptomer og behandling på litauisk. Alt dette kan sagtens være rigtigt. Men han begyndte stadig sin uddannelse i slutningen af det sovjetiske system. Derfor er et andet spørgsmål mere interessant for mig end “kan han russisk godt nok?”: Hvis en læge faktisk kender patientens sprog, bør et princip alene så afgøre, om han bruger det i en krisesituation?
Og her vender jeg tilbage til min litauiske praktiserende læge i Danmark. Hun kan dansk, jeg kan dansk, og vi kunne sagtens bruge en halv time på meget principfast at tale dansk med hinanden. Men hvorfor skulle vi gøre det, når vi begge taler flydende litauisk? Hvis jeg kom med en almindelig forkølelse, ville forskellen måske være lille. Men forestil dig en helt anden situation: Et menneske befinder sig i en psykisk krise.
I psykiatrien er det ikke nok blot at forstå sætningens bogstavelige betydning. Følelsen, antydningen, ordvalget og nogle gange selve pausen mellem to sætninger kan have betydning. Derfor forekommer argumentet “så kan nogen jo oversætte” mig langt mere kompliceret i psykiatrien end ved for eksempel at forklare en patient, at vedkommende har brækket benet. På den anden side er der en del af Slušnys’ argument, som jeg har svært ved bare at afvise: Hvordan kan et barn, der vokser op i Litauen, nå en alder på omkring 16 år uden at kunne kommunikere ordentligt på litauisk? Det er ikke længere kun et spørgsmål til én læge. Det er et spørgsmål til forældrene, skolen, staten og hele systemet.
Hvis et menneske i seksten år lever i et miljø, hvor alle omkring ham automatisk skifter til russisk, bør vi ikke være chokerede over, at litauisk stadig ikke reelt er nødvendigt i det syttende år. Derfor ser jeg to helt forskellige problemer i denne historie, selv om de ofte bliver blandet sammen. Det første er, hvorfor et barn, der vokser op i Litauen, ikke kan litauisk. Det andet er, hvad en læge skal gøre her og nu, når et barn i krise sidder foran ham og ikke kan sproget.
I det første spørgsmål kan samfundet tillade sig at være meget principfast. I det andet er jeg langt mindre sikker. Det barn, der sidder foran lægen i dag, er ikke personligt ansvarligt for det sprogmiljø, som voksne og institutioner har skabt omkring det gennem de foregående seksten år. Barnets krise venter heller ikke på, at Litauen får løst alle sine sprogpolitiske problemer. Måske er det netop derfor, diskussionen om russisk er så ubehagelig: Principper er som regel meget klare, indtil de møder et konkret menneske.
Så hvad skal Litauen gøre med russisk?
Det ved jeg ikke. Helt ærligt, jeg ved det ikke. Derfor hedder denne tekst “Dilemmaerne omkring det russiske sprog” og ikke “Hvad Litauen skal gøre med russisk”. Jeg bryder mig ikke om nogen af yderpunkterne: hverken forestillingen om, at russisk næsten i sig selv er noget ondt, eller den modsatte holdning om, at “det er ligegyldigt, hvilket sprog man taler, bare man kan forstå hinanden”.
Det forekommer mig absurd at sætte lighedstegn mellem selve sproget og Putin, Kreml eller russiske kampvogne. Millioner af mennesker taler russisk, fordi det er det sprog, de er vokset op med, og det fortæller i sig selv intet om deres politiske holdninger. Samtidig kan jeg heller ikke helt acceptere påstanden om, at det er ligegyldigt for en stat, hvilket sprog et menneske kan bruge i årtier uden at lære statens eget sprog. For det enkelte menneske er forskellen måske lille. For staten er den ikke.
Hvis jeg møder en person på gaden, og det er lettere at forklare noget på russisk, taler jeg russisk. Jeg ser ingen mening i at lade som om, jeg ikke kan sproget. Hvis jeg har brug for teknisk dokumentation, og den eneste version, jeg forstår, er på russisk, læser jeg den på russisk. Hvis min læge i Danmark er litauer, taler jeg litauisk med hende. Men samtidig skal mit dansk være godt nok til, at jeg ikke behøver at lede efter en litauer, hver gang livet giver mig et problem.
For mig er dette den afgørende forskel: At have mulighed for at bruge sit eget sprog er én ting; ikke at kunne fungere på landets fælles og statslige sprog er noget helt andet. Litauen kan hjælpe en ukrainer, der lige er flygtet fra krig og endnu ikke kan ét eneste ord litauisk, og samtidig forvente, at personen efter nogle år i det mindste kan kommunikere på et grundlæggende niveau på litauisk. Jeg kan tale russisk med en tadsjik og samtidig ikke ønske, at russisk automatisk bliver et andet servicesprog i Litauen. Jeg kan læse en russisk teknisk håndbog uden at værdsætte litauisk en smule mindre.
Vi kan også have en russisktalende læge, hvis litauisk endnu ikke er perfekt, men som gør en reel indsats og fortsætter konsultationen på litauisk, selv når patienten tilbyder russisk. Problemet begynder efter min mening ikke, når mennesker taler russisk. Det begynder, når det ikke længere er nødvendigt at tale litauisk. Det er sandsynligvis den grænse, jeg personligt ikke ønsker, at Litauen krydser.
Jeg ønsker ikke at kontrollere, hvilket sprog mennesker bruger med deres familie, venner eller med mig. Jeg ønsker ikke at fortælle en ukrainer, belarusser eller tadsjik, hvilket sprog der skal være en del af deres privatliv. Men jeg ønsker heller ikke en dag at vågne op i et land, hvor litauisk er blevet et frivilligt ekstraelement for nyankomne, fordi man kan leve der i ti, femten eller tyve år uden sproget. Der findes ikke noget smukt og enkelt svar, for det samme russiske sprog hjalp mig med at studere teknik for tredive år siden, gør det i dag muligt for mig at tale med mennesker, jeg ellers måske slet ikke kunne kommunikere med, og kan i bestemte situationer hjælpe en læge og en patient med at forstå hinanden bedre.
Men det samme praktiske sprog kan, når tilstrækkeligt mange mennesker kan bruge det, meget stille holde op med blot at være et ekstra sprog og i stedet blive et alternativ til litauisk. Og så står jeg tilbage med det spørgsmål, der løber gennem hele denne tekst: Hvornår er flersprogethed en fordel for det enkelte menneske, og hvornår skaber staten selv et miljø, hvor det ganske enkelt ikke længere er nødvendigt at kunne statens eget sprog?
Det ved jeg ikke. Hvad tænker du?
For kontekst om den offentligt omtalte sag med Linas Slušnys: LRT’s artikel. Biografiske oplysninger om hans lægeuddannelse og professionelle karriere findes i offentligt tilgængelige biografiske kilder.